.

Kurv

Hvorfor er spinat så sundt? Spinat kaldes en superfood og har antiinflammatorisk virkning

By 2. juli 2020Sundhed

Grøntsager er sunde. Det ved vi. De er smækfyldt med vigtige vitaminer og mineraler, som vores krop har brug for. Men hvorfor er det egentligt, at grøntsager er så sunde, og hvad er det helt præcis, vi får gavn af ved at indtage grøntsagerne?
I dette blogindlæg ser vi nærmere på den sunde spinat, og hvorfor netop denne grøntsag bør indgå som en del af vores varierede kost. 

I kender nok Skipper skræk og ved, at han bliver stærk af at spise spinat.
Men der er mange gode årsager til at indtage spinat som en del af sit grøntsags-sortiment. 

Spinat karakteriseres som en superfood og har antiinflammatorisk virkning
En af de væsentligste årsager til, at spinat betegnes som superfood, er dets høje indhold af antioxidanter. De grønne blade indeholder bl.a. antioxidanterne vitamin C, vitamin A og flavonoider, betacaroten, lutein og zeaxanthin.
Der er efterhånden forsket en hel del i, hvordan antioxidanter kan spille en væsentlig rolle i forbindelse med bl.a. cancer, da de har evnen til at binde og inaktivere de frie radikaler, der cirkulerer i vores krop. 

Smækfyldt med vigtige vitaminer og mineraler
De grønne blade indeholder en lang række af vigtige vitaminer og mineraler, såsom magnesium, kalium, zink, K-vitamin og A-vitamin. Anbefalingerne på K-vitamin lyder på blot 1 mg pr. kg kropsvægt. Så vejer du 65 kg betyder det, at du ved indtag af 100 g spinat indtager hele 860 % (eller 8,6 gange mere) af dit anbefalede daglige indtag af K-vitamin.
K-vitamin spiller en vigtig rolle i forbindelse med kroppens koagulering (blodets størkningsproces), dannelsen af proteiner og spiller i øvrigt i samspil med kalk en væsentlig rolle i forbindelse med knoglerne. Spinat er altså en fremragende grøntsag til at få dækket sit behov. Husk dog på at K-vitamin er fedtopløseligt, hvilket betyder, at det gerne skal indtages sammen med fedtholdige fødevarer for at sikre den optimale optagelse og udnyttelse. 

Spinat er en af de rigeste kilder til vegetabilsk jern
Spinat indeholder utroligt store mængder jern, som er vigtigt for kroppens evne til at danne røde blodlegemer. Faktisk indeholder 100 g spinat ca. 40 % af kvinders og 60 % af mænds gennemsnitlige anbefalede indtag af jern! (Bonus info: Undrer du dig over, hvorfor der er forskel, skyldes det den kvindelige cyklus, som medfører, at kvinder generelt har et større behov for jern end mænd).

Spinat indeholder nitrat, som kan være medvirkende til at øge din udholdenhed
I et tidligere indlæg omkring de sundhedsmæssige fordele ved at indtage rødbede, nævnte vi indholdet af nitrat. Hvis du er interesseret, kan du finde indlægget om rødbede her.
Spinat indeholder om muligt, endnu større mængder nitrat end rødbede.
Selvom resultaterne stadig kan være tvetydige, har flere forskningsforsøg påvist en tendens til, at indholdet af nitrat, kan være medvirkende til at mindske forhøjet blodtryk og øge din udholdenhed under sport.
Det er selvfølgelig væsentligt at påpege, at indtaget af rødbede ikke kan stå alene som løsning på forhøjet blodtryk, men at en kombineret sundere livsstil mht. sport og kost er yderst væsentligt. 

Har man spædbørn, er det dog vigtigt at holde lidt igen med nitratholdige grøntsager.
Det skyldes nitrats omdannelse til nitrit, som kan reagere med blodets hæmoglobin og dermed danne methæmoglobin. Udfordringen med methæmoglobin, er dens manglende evne til at optage og transportere ilt, hvormed kroppen kan blive underforsynet med ilt.
Den acceptable daglige (ADI) dosis af nitrat for voksne er fastlagt til 3,7 mg pr. kg kropsvægt – på baggrund af kontrolrapporter fra Fødevarestyrelsen indeholder spinat i gns. ca. 1,9 g nitrat p.g.
Du skal derfor indtage meget store mængder før der kan være en risiko forbundet – så vær ikke bekymret. Derudover er ADI en sundhedsmæssig acceptabel værdi beregnet til at indtage dagligt hele livet – det betyder altså, at der ikke er nogen skade sket, hvis du til tider skulle overstige den fastlagte værdi. 

Skulle du nu bekymre dig om, hvor meget du indtager gennem din daglige greenie 1, kan du være helt tryg! Med udgangspunkt i en person på 65 kg, udgør greenie#1 40 % af det anbefalede daglige indtag.
Du kan prøve vores grøntsagssmoothies her.

Har du også svært ved at indtage dine 300 g grøntsager, så kan vi varmt anbefale dig at prøve vores sortiment af grøntsagssmoothies. Du finder et link til dem her.
De indeholder altid 200 g grøntsager og max. 100 g frugt, hvormed du får opfyldt ca. 70 % af dit daglige anbefalede indtag af grøntsager.
Det kalder vi nem sundhed. 

Kilder:
De Nordiske Næringsstofanbefalinger, 2012
Slut rapport 2019 – kortlægning af nitrat i grøntsager 2019, Fødevarestyrelsen
Rapport: Kemisk forurening i fødevarer – Tjekliste. Fødevarestyrelsen, 2018
https://altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/saerlige-grupper/raad-om-mad-til-spaed-og-smaaboern-0-2-aar/groensager/