Kurv

Broccoli – grøntsagernes sundhedssymbol

By 27. oktober 2020Sundhed

Du har nok hørt forskellige sundhedseksperter fortælle, at du skal spise broccoli, men hvad er det lige med broccoli, der gør den så sund?

Den karakteristiske smag har sundhedsfremmende egenskaber.
Rent botanisk er broccoli en del af korsblomstfamilien, populært kaldet kålfamilien. Fælles for planter i korsblomstfamilien, og måske den væsentligste årsag til broccolis sundhedsstempel, er stoffet glucosinolat. Studier har vist, at en særlig form for glucosinolat i broccoli hænger sammen med dens egenskab til at reducere risikoen for visse typer af kræft og hjerte-kar-sygdomme.

For at få denne effekt, skal der til gengæld spises rigelige mængder af den sunde broccoli, som for mange smager lige lovligt sundt. Den skarpe, svovlagtige smag, som mange forbinder med kål, skyldes netop indholdet af glucosinolater, så måske du ikke vil rynke så meget på næsen næste gang, du smager den karakteriske kålsmag.

Rig på kostfibre

Kålfamilien har et højt indhold af kostfibre på 2-6 g pr. 100 g, og broccoli er ingen undtagelse. Kostfibre er ufordøjelige og bidrager stort set ikke til kalorieregnskabet, fordi de passerer ufordøjet hele vejen til tyktarmen, hvor de fermenteres af mikrofloraen. Fermenteringen er med til at øge hastigheden for passagetiden af tarmindholdet, og det er rigtig godt for vores sundhed. Man ved fra studier, at en kost rig på fibre nedsætter risikoen for tyktarmskræft.

Fiberindholdet for rå broccoli ligger på 3,2 g pr. 100 g ifølge DTU’s opgørelse over fødevarer. Til sammenligning ligger agurks fiberindhold på blot 0,8 g pr. 100 g.

Højt indhold af A-, C- og K-vitamin

Det er ikke uden grund, at broccoli er blevet fremhævet som en ekstra sund grøntsag. Den indeholder nemlig også mange andre gode næringsstoffer. Broccoli overhaler faktisk blomkål, hvidkål, rødkål, savoykål og spidskål på fiberindholdet, indholdet af K-vitamin og C-vitamin. K-vitamin har betydning for blodets evne til at koagulere, altså størkne, og er derfor et vigtigt vitamin. K-vitamin findes særligt i mørkegrønne grøntsager og jo mørkere farve, jo højere indhold af K-vitamin.

Broccoli er desuden en god kilde til A-vitamin. Både A-vitamin og C-vitamin, der begge virker som antioxidanter, har betydning for vores immunsystem.

Selvom indholdet er højere i broccoli for mange vitaminer, er det stadig vigtigt at spise varieret og også variere indtaget af kål for at få en bred pallette af essentielle næringsstoffer. Det kan du gøre på en rigtig nem måde med vores grøntsagsmoothies, hvor særligt vores greenie #2, #3 og #4 alle indeholder en kåltype.

Hvis du er mere nysgerrig på kål, kan du læse vores blogindlæg om grønkål lige her.

Kilder:

Videnskab.dk

Altomkost.dk

Frida.fooddata.dk

Food.dtu.dk

Modern Nutrition in Health and Disease 2014

Nordic Nutrition Recommendations 2012